Jeg klarede det. Jubiii:).
Jeg trådte i den forløbne uge adskillige skridt ud af komfortzonen. Igen!
Jeg tænkte undervejs adskillige gange på Neale Donald Walsch: ….. bare ved at gøre noget, der falder uden for det, andre kalder normen, er resultaterne ikke altid rare. Man kan opleve forhindringer. Man falder. Måske bliver man kaldt skør. Til tider kan det føles, som om hele verden rotter sig sammen om at fortælle en, hvem man ikke kan blive, og hvad man ikke kan gøre – det kan gå folk på, når man overstiger de begrænsede forventninger, de altid har haft til en. Og i et øjebliks svaghed kan ens frygt og manglende selvtillid få en til at vakle. Man kan være så udmattet, at man har lyst til at give op. Men alternativet er endnu værre: Måske ender man med at sidde fast i en jammerlig trummerum i flere år. Eller man bruger for mange dage på at svælge i fortrydelse og spekulerer konstant: Hvordan ville mit liv have set ud, hvis ikke jeg var gået så meget op i, hvad andre tænker?”
Det er derfor, jeg gør, hvad jeg gør. Det er årsagen til, at jeg gang på gang kaster mig ud i noget, jeg er skrækslagen for. Jeg ønsker ikke at sidde som rigtig gammel og ærgre mig over alt det, jeg ikke turde af skræk for at dumme mig og blive til grin eller noget helt tredje. Jeg vil leve livet, mens jeg har det, og der er ingen personlig og spirituel udvikling i mit liv, hvis jeg ikke kaster mig ud på det dybe vand med jævne mellemrum. Og det har jeg som forventet gjort adskillige gange i den forløbne uge.
Mere om det når jeg atter er landet på begge ben i Dannevang.
Kærligst,
Signe
