Sårbarhed. Sårbarhed. Sårbarhed.
Sårbarhed er ikke et ord, jeg har været begejstret for i mit liv. Jeg har altid tænkt, at det gjaldt om at være stærk og ressourcefuld, så jeg kunne klare livets bump og udfordringer. Jeg har altid været vant til at handle mig ud af de svære situationer, hvis det overhovedet lå som en mulighed. I de tilfælde, hvor det ikke har været en farbar vej, har jeg arbejdet mig igennem sorgen, men altid med den bevidste agenda, at jeg skulle skjule min sårbarhed.
Nu har jeg endelig lært og erkendt, at sårbarhed er udtryk for det største mod. Og ikke et udtryk for svaghed som jeg altid har forbundet det med. Da jeg første gang fik at vide, at jeg skulle vise min sårbarhed, fordi jeg i den situation ville fremstå ikke alene autentisk, men også stærk, troede jeg rent faktisk ikke mine egne ører. Og det har også taget mig et par år eller mere at nå til den erkendelse, at sårbarhed er den eneste vej frem. Når vi blotter os og er hudløst ærlige, kan vi nå igennem til andre mennesker, og de kan pludselig både se og høre, hvad vi siger, fordi det kommer fra et ærligt og autentisk sted uden filtre og andre forsvarsmekanismer. Og i den tilstand, når vi er helt autentiske, har vi meget større mulighed for at trænge igennem deres filtre og deres forsvarsmekanismer.
Det betyder naturligvis ikke, at andre mennesker dermed pludselig er enige med os i det, vi mener og står for. Men det betyder, at de lytter på en anden måde. Og er de uenige, er det nu pludselig min erfaring, at jeg ikke længere har behov for at forsvare mine synspunkter på samme måde, som jeg har fundet det nødvendigt at gøre tidligere. Endelig! Nu har jeg det sådan, at jeg lettere kan acceptere, at andre mennesker er der, hvor de er, ud fra de forudsætninger de har, og at det ikke længere er nødvendigt for mig at få ret for enhver pris. Jeg behøver dermed ikke længere at bruge tid og energi på at overbevise andre om, at jeg (måske) har ret, for deres rejse er ikke identisk med min, og jeg har ingen mulighed for at vide, hvor de befinder sig på deres færd, og hvor de skal hen.
Alle mennesker er på deres egen helt unikke rejse, som skal foretages i et individuelt tempo. Et skub i ny og næ er altid godt, og min erfaring er, at når vi er klar til forandring, kommer der hjælp i en eller anden form.
Jeg elsker udtrykket: ”When the pupil is ready the Master will appear” – for det er også min sandhed, og jeg er dagligt dybt taknemmelig for al den hjælp, jeg får. På alle planer.